Jalousi er en følelse, de fleste helst undgår. Den føles skamfuld, pinlig og svær at indrømme – især når man egentlig har tillid til sin partner. Men jalousi handler sjældent kun om mistillid. Den handler om frygt. Frygt for at miste, for at være mindre værd, for at blive overset.
Som psykolog
møder jeg ofte mennesker, der er frustrerede over deres egen jalousi. De ved, at deres tanker ikke altid er rationelle, men de kan ikke få kroppen til at falde til ro. Hjertet banker, tankerne tager fart, og man leder efter tegn: et blik, en besked, et ord, der kan bekræfte frygten. På den måde bliver jalousi hurtigt en selvforstærkende spiral, hvor man søger tryghed – men ender med at skabe afstand.
Jalousi opstår ofte i relationer, hvor der er stærke følelser. Den er et udtryk for, at noget betyder noget. Men når den får for meget plads, begynder den at styre relationen. Den, der føler jalousi, bliver kontrollerende eller trækker sig, mens den anden føler sig overvåget eller misforstået. Begge ender med at føle sig alene.
I terapien arbejder man med at forstå jalousiens budskab. Hvad er det, følelsen prøver at beskytte? For mange handler den om gamle erfaringer med svigt, afvisning eller lavt selvværd. Når man lærer at genkende de mønstre, kan man begynde at adskille fortiden fra nutiden. Det, der føles som et tegn på fare, er ofte blot et gammelt sår, der bliver aktiveret.
Jalousi kan være ødelæggende, men den kan også være en invitation. En mulighed for at lære sig selv bedre at kende og forstå, hvad man har brug for i relationer. Det kræver mod at tale åbent om den – men når det sker, forandres dynamikken. I stedet for at kæmpe mod hinanden, kan man begynde at kæmpe med hinanden.
Mange par oplever, at det ikke er selve følelsen, men måden man håndterer den på, der afgør udfaldet. Jalousi kan faktisk styrke kærligheden, hvis man bruger den som anledning til ærlighed og nærvær. Det kræver, at begge parter tør stå i sårbarheden – uden bebrejdelse, uden skam.
I sidste ende handler jalousi ikke om kontrol, men om tryghed. Når man lærer at skabe indre ro, mister følelsen sin magt. Den bliver ikke væk, men den bliver håndterbar. Og det er dér, kærligheden får lov at vokse igen – friere, roligere og mere ægte.
